Way out west 2012 - review

Her følger en kort anmeldelse af de vigtiste koncerter.

Torsdag: 

Thurston Moore (4/6) 
Fantastisk at se Thurston Moore spille, vride, hive og smadre sin guitar igennem en times tid, men jeg ville have ønsket, at der havde været mere fokus på hans glimrende plade "Demolished thoughts". Men de to akustiske guitar, som var sat frem på scenen, blev ikke rørt under hele koncerten -så de overlevede denne gang ;)

Mark Lanegan Band (5/6) 
Mark Lanegan var som forventet en stor oplevelse. Fantastisk stemme og flot bakket op af et velspillende band. Især guitaristen imponerede mig. Der var mest fokus på hans nyeste plade, men der var også plads til nogle ældre sange. Højdepunktet var "One way street".

The Black Keys (6/6) 
Fremragende koncert, som beviste, at the Black Keys er et af de bedste rockbands på nuværende tidspunkt. Bandet formåede at overføre energien fra sangene til publikum på fornemste vis. Selv da bandet spillede nogle af de ældre og "ukendte" sange mistede de aldrig grebet om publikum.

Fredag:

War on Drugs (4/6)
Dejligt møde med et meget sympatisk band, som selv om klokken kun var 13 virkelig nød at spille. Så jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg kommer til at høre dem.

Afghan Whigs (4/6) 
Et af mine favoritbands fra 1990'erne som fornyligt er blevet gendannet. Koncerten blev i starten ødelagt af en elendig lyd. Heldigvis blev lyden bedre undervejs. Spilleglæden var dog stor ved bandet.

Wilco (5/6) 
Min anden koncert med Wilco og eneste anke var, at koncerten var alt for kort. Det blev kun til lidt over en time. Men bandet virkede i topform, og så formåede Nels Cline, at spille sin solo i Impossible Germany smukkere end jeg nogensinde har hørt den før.

Feist (4/6) 
Jeg gik lidt til og fra koncerten, så måske ikke helt fair overfor Feist. Højdepunkt var da Jeff Tweedy kom ind og spillede Wilco-sangen You and I sammen med Feist.

Bon Iver (6/6) 
Bon Iver's koncert var helt sikkert min største oplevelse på festivalen og måske een af mine største koncertoplevelser nogensinde. Der var mange højdepunkter, men at solen gik ned undervejs, mens bandet spillede Holocene var det største.

Lørdag 

Mogwai (5/6) 
God koncert fra Mogwai med en rigtig god lyd. Igen kunne man godt have klaret en ½ time eller mere sammen med bandet.

Way out west 2012 - part 2

Så er jeg begyndt at tælle ned til festivalen, som starter torsdag. Her er en god lille opvarmning til koncerten med The Black Keys fra den igangværende Lollapalooza Festival.

Way Out West 2012 - part 1

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at komme afsted til Way Out West-festivalen i Göteborg. Igen i år ser programmet rigtigt spændende ud med blandt andre The Afghan Whigs, Best Coast, The Black Keys, Bon Iver, Blur, Feist, Mark Lanegan, Mogwai og Wilco, som jeg alle ser frem til at høre.

Jeg er nu godt i gang med at sætte mig ind i nogle af de andre artister, der kommer på festivalen. Indtil videre bliver der nok også sat et kryds ud for Ane Brun bl.a. takket være dette fantastiske covernummer af Built to Spill's "I Would Hurt A Fly", men resten af hendes plade "It All Starts With One" lyder også rigtig godt. Her er Ane Brun's version samt Built to Spill's.

Sommer 2012

Det eneste gode ved sådan en sommer er at man kan surfe rundt på youtube og høre nogle rigtige gode sange fra det første halve år...

Best Albums 2011

Så er det igen blevet tid til et tilbageblik på året der gik. Musikalsk har det været et ganske udemærket år, og det har derfor været meget svært at udvælge 10 albums til listen. Men her er de 10 bedste albums fra 2011. (Og tak for de fine anmeldelser fra Gaffa og Soundvenue, som sparer mig noget tid...)

10. Bill Ryder-Jones - If...

[Gaffa]: 28-årige Mr. Jones fra West Kirby, England, trådte oprindeligt ind i spotlyset som leadguitarist i indie/folk-bandet The Coral i 1996, og medvirkede på gruppens fem første album, begyndende med den selvbetitlede debut fra 2002. I sommer udsendte han debut-ep'en A Leave Taking Soundtrack, og her er han altså på banen med første langspiller i eget navn.

En usædvanlig en af slagsen, kan man sige, for i stedet for at lægge sig forlængelse af tidligere meritter har Ryder valgt at komponere, orkestrere og indspille et næsten udelukkende instrumentalt "soundtrack" til Italo Calvinos særprægede, anden persons-fortalte roman If On A Winter's Night A Traveller fra 1979.

Resultatet er overbevisende, idet det er blevet til en stemningsmættet omgang, der favner såvel de strygertunge kompositioner, man gerne forbinder med soundtrackgenren, som fine bas- og guitarbårne momenter (Enlace), og enkelte regulære sange (La Grand Désordre). Det er behagelig, men ikke uvedkommende og muzak-agtig, baggrundsmusik, og det leder sine steder tankerne i retning af Warren Ellis og Nick Caves fremragende soundtrackarbejde til film som The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford og, ikke mindst, The Proposition. En lille perle, fra uventet kant.

9. Real Estate - Days

[Gaffa]: Amerikanske Real Estate høstede i 2009 betragtelige mængder roser for deres selvbetitlede debutalbum, og det var fortjent, for gruppens drømmende lofi-pop var fra første færd en uimodståeligt knuselskelig størrelse.

Heldigvis gælder det også nærværende toer, der på elegant vis tager tråden op og således ligeledes præsterer en række på samme tid lifligt opløftende og let melankolske skæringer, hvis såvel lette og luftige som nostalgiske og ubekymrede tendenser besidder tidløse kvaliteter. Der er noget uendeligt ubesværet over Real Estate, der med deres konsekvent iørefaldende melodier og ubetingede nærvær får det hele til at virke så let og ligetil.

Bedst er i denne ombæring den ekstremt stærke midterakse, der udgøres af den vemodigt fortrolige Out Of Tune, den pudsigt forundrede Municipality og den herligt underspillede Wonder Years, der dog hele vejen rundt får fint modspil af smækre sager noget nær på niveau. Kun en sjælden gang imellem svigter nerven og intensiteten på dette dog først som sidst meget fine og helt overdådige værk.

8. Ryan Adams - Ashes & Fire

[Gaffa]: Efter en periode, hvor man har hørt meget lidt til Ryan Adams - særligt i betragtning af, at man lige havde vænnet sig til, at manden i bedste Bonnie "Prince" Billy-stil udgav plader i en lind strøm, så man var nødt til at holde tungen lige i munden for at følge med, og hvor de få udspil, manden er kommet med siden Easy Tiger i bedste tilfælde kan betegnes som jævne (Cardinology) og i værste direkte ærgerlige (Orion), er det en ren fryd at sætte Ashes & Fire på anlægget. For langt om længe har Adams atter fundet ind til den sangskrivningsmæssige guldåre, han så tidligere har høstet af med fremragende resultater til følge.

Man skal ikke mange sekunder ind i åbneren Dirty Rain, før gåsehuden og gensynsglæden over de fineste sider af Adams' talent melder sig. Samtlige sange på Ashes & Fire emmer af kunstnerisk overskud og nødvendighed. Stemmen er i top, og guitaren får godt med plads. Det er ikke den dybe sangskrivertallerken, der er genopfundet, men det er til gengæld en flok decideret fremragende sange, der her ser dagens lys og strejfer det sublime.

Hvis ikke man mærker en rislen ned ad ryggen ved gennemlytningen af underskønne Come Home, hvor Norah Jones diskret, men yderst effektivt placerer prikken over i'et med sin blide og næsten hviskende baggrundsvokal, må man være lavet af sten eller noget i den stil. Det er ikke mindre end 11 tindrende stjernestunder, man finder på Ashes & Fire, der udgør en stærk kandidat til årets album. Velkommen tilbage på toppen, Ryan.

7. Gillian Welch - The Harrow And The Harvest

[Gaffa]: Efter otte golde år med en selvforstærkende skrivekrise, hvor materialet simpelthen ikke levede op til det perfektionistiske americana-pars standarder, er Gillian Welch og partneren David Rawlings endelig klar med album nummer fem. Og selvom gulvtæppet ikke ligefrem rives væk under en, så skuffer det nøgne og nøgterne album ikke en tøddel. For det ti numre lange sangforedrag er igen et så autentisk studie i amerikansk folkemusik, at man ikke skulle tro, at sangene var skrevet indenfor de seneste otte år. Eller i den 43-årige Welchs levetid i det hele taget. For intet ud over årstallet på cd'en og materialet, den er trykt på, signalerer moderne tider. Sangene kunne lige så godt være forfattet af en bomuldsplukker på vej ned til brønden for at hente vand til familiens ene muldyr.

Det er underspillet, især i forhold til den mere orkestrerede forgænger Soul Journey, men aldrig skrabet. For parret får noget nær det optimale ud af et par guitarstrenge, en mundharpe eller banjo hist og her og et par klappende hænder og stampende fødder, som når der bliver spillet op til dans i Six White Horses. Og så skal vi ikke glemme det sublime sammenspil mellem de harmoniske og højstemte stemmer, der henriver og bedårer i æteriske og hjerteskærende smukke sange.

Som en snigende lise for sjælen overbeviser sange som Scarlet Town, The Way That It Goes og The Way The Whole Thing Ends igen om Tennessee-parrets raffinerede og uovertrufne musikalske virke, der så sandelig, og også en anden gang, er ventetiden værd.

6. The Black Keys - El Camino

[Gaffa]: Spørgsmål: Hvordan følger man op på et gennembrudsalbum, der har solgt millioner af eksemplarer og bragt éns navn på alles læber? Svar: I al hast.

Eller sådan lyder The Black Keys' bud i hvert fald. Kun halvandet år efter Brothers forlenede Ohio-duoens sprøde bluesrock med en klædelig sjælfuldhed, er El Camino på banen, produceret af Danger Mouse og bygget til fart.

Med elleve sange fordelt på 38 minutter er der ingen tid til at nulre sig selv i navlen. El Camino er en tour de force i effektiv rockmusik - don't bore us, get to the chorus. Ikke et minut spildes på albummet, der rammer ned lige midt imellem Brothers' flirt med sydstatssoul og Rubber Factorys brølende 70'er-rock.

El Camino er lyden af et band, der er helt oppe i omdrejninger. De veldrejede rocksange synes at sprøjte ud af dem, og alt, hvad de forsøger sig med, fungerer. Det er ikke et album, hvor The Black Keys søger nye horisonter, og man kan godt savne pusterummene fra den mere inderlige Brothers. Men for pokker, hvor er det knivskarpt skåret!

5. Feist - Metals

[Gaffa]: Feists vokal er et ganske særligt instrument. På én gang sexet og skrøbelig, varm og kold, stærk og smidig. Den tidligere Broken Social Scene-sangerindes stemme kunne snildt bære Metals alene, men det gør den ikke. Langtfra.

På sit fjerde album slår Feist større brød op end nogensinde før. Det her er sange i widescreen-format, hvor korpulente kor og svulmende strygersektioner gnubber skuldre med bombastiske blæsere. Både Motown, Burt Bacharach og Scott Walker spøger i de maksimalistiske arrangementer. På Metals er mindre bestemt ikke mere.

Stadig er der masser af åndehuller, hvor Feists intime magi kan folde sig ud. Hør bare omkvædet i Graveyard, hvor sangerinden rammer toner så høje, lyse og luftige, at de næsten ikke er der. Eller passagen i Caught A Long Wind, hvor sanglærken lader ordet "long" vibrere i luften et langt, spændingsladet øjeblik. Smukkere kan det ikke gøres.

Metals udvider Feists palette med nuancer af blues og americana. Canadierens stærke sange strækker sig fra umiddelbart iørefaldende popperler som How Come You Never Go There til rugende, stemningsmættede ballader à la Anti-Pioneer. Samtlige 12 indspilninger bærer præg af en næsten pertentlig sans for de små detaljer, der gør hele forskellen - kun A Commotions klodsede brølekor falder igennem.

Det skal nok være dem, der savner lidt kant og farlighed i Feists udtryk. Men Metals har meget mere end et smagfuldt ydre at tilbyde dem, der giver sangene tid og ro til at folde sig ud. Et af årets bedste album.

4. Josh T. Pearson - Last Of The Coutry Gentlemen

[Gaffa]: Sæt Last of the Country Gentlemen på, næste gang du står op om natten og skyller søvnløsheden ned med en øl. Hvad end der plager dig, har du en fortrolig i Josh T. Pearson. Er du ikke den, hun drømmer om? Er hun ikke den, du drømmer om? Pearson kan en sang, der sætter problemerne i perspektiv. Den tidligere Lift To Experience-frontmands solodebut er hudløst ærlig. De nedbarberede country-rock-sange vokser ud af Pearson som skægpragten på hans hage: Vildt og viltert. Flertallet er omkring 10 minutter lange, og instrumenteringen begrænser sig typisk til en guitar, Warren Ellis' sublime violin og Pearsons egen, indtrængende vokal. Det lyder skrabet og improviseret, men rummer et enormt nærvær. Som små scenemonologer belyser teksterne deres temaer fra et væld af vinkler. F.eks. Honeymoon is Great, Wish You Were Her, hvor Pearson skiftevis angrer, forbander og benåder sine uregerlige følelser. Eller urkomiske Country Dumb, der nådesløst udleverer singer-songwriterens egen, forbandede slægt. Det er mesterligt.

3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo

[Gaffa]: Der er en verden til forskel fra Kurt Viles forrige udspil Childish Prodigy til hans nye Smoke Ring For My Halo. På forgængeren måtte både detaljerigdom og melodier stå tilbage for et skrantende lydbillede, der led under den lidt for meget lo-fi-agtige produktion. Fire udgivelser på to år taler sit eget sprog om en rastløs sjæl, der midt i al produktiviteten ofte glemmer at se sig tilbage. På Smoke Ring For My Halo har kunstneren med base i Philadelphia fået de store melodier til at flyde og skabt et betagende værk. Det er stadig kunstnere som Dylan, Springsteen og ikke mindst en drømmende udgave af Deerhunter, der springer frem på nethinden, når Kurt Vile ubesværet og frit lader sine sange træde i karakter. Baby's Arms åbner med knitrende fingerspil og Viles tryglende vokal, som forsættes på Jesus Fever, der lyder som et spøgelsestog gennem natten. Med producer John Agnello (Dinosaur Jr, Sonic Youth) har Kurt Vile fået lagt et psykedelisk lydspor omkring sange som On Tour, Society Is My Friend og Ghost Town, der indhylles i et dragende slør. Kurt Vile lyder på Smoke Ring For My Halo som fremtidens sangskriver med fuld fokus på sine sange. Smoke Ring For My Halo kandiderer seriøst som en af årets bedste plader.

2. King Creosote & Jon Hopkins - Diamond Mine

[Soundvenue]: Der er krudt i røven på Kenny Anderson, som under pseudonymet King Creosote i 15 år har givet den som en europæisk udgave af Robert Pollard, indspillet og udgivet over 40 album(!) - de fleste på egen hånd med base i det landlige Fife i Skotland.

'Diamond Mine' har han dog været mere besindig med. Albummet er et samarbejde med electronica-kunstneren Jon Hopkins og skildrer Andersons opvækst i et landsbysamfund ved kysten gennem vemodsduggede ruder. Numrene er mestendels loppefund fra Andersons enorme sangkiste men kittes her sammen i en ny kontekst af Hopkins' blide ambientmørtel. Man aner tematiske og stemningsmæssige paralleller til British Sea Powers fabelagtige soundtrack til stumfilmen 'Man of Aran', der også portrætterede livet ved havet.

De to musikere varetager med arbejdsdelingen nærmest forgrund og baggrund på samme lærred. Hvor Hopkins maler med brede, atmosfæriske og distancerende strøg - synthflader, der skyller henover numrene som havgus og diskrete percussionprogrammeringer - tager Anderson sig af detaljerne og det intime med sit spartanske guitarspil og nærværende, varme stemme.

Det største problem er af ren luksuskarakter: Der er ikke nok! De to briter har arbejdet 'on-and-off' på projektet i syv år, og det er der kommet et tilsvarende antal numre ud af. Med en spilletid på en god halv time er det antiklimaktisk at konstatere, at den ellers ultraproduktive skotte har været så lang tid om dette destillat. Men titlen er rammende, og som med årgangswhisky har det været værd at vente på. Morderligt smukt.

1. Bon Iver - Bon Iver, Bon Iver

[Gaffa]: Ventetiden har tangeret det ubærligt lange, men her tre år senere er Bon Iver omsider klar med opfølgeren til det himmelsk henrivende debutalbum For Emma, Forever Ago, der helt fortjent sikrede Justin Vernon en noget nær øjeblikkelig stjernestatus blandt den alternative folks lyttere.

Ikke overraskende har manden i denne anden ombæring kreeret et mere nuanceret værk, og produktionen er helt forventeligt blevet både flottere og mere mangefacetteret. Vernons uvurderligt pragtfulde stemme er med sit høje og lyse format atter et usandsynligt skønt og hjerteskærende aktiv, og manden demonstrerer snildt sit enorme talent på numre som den intenst fingerspillede Minnesota, WI og den eftertænksomt piskende Towers, der næsten er på højde med de fineste lækkerier fra debuten. Den instrumentale Lisbon, OH virker mod slutningen af værket som lidt unødvendigt fyld, lige som den meget tyste Hinnom, TX midtvejs ikke er videre interessant. Til gengæld er der andre åbenlyse højdepunkter i Wash., der gennemsyres af en vidunderligt intens og sitrende skrøbelighed, den eskalerende og efterhånden højdramatiske åbner Perth, der fremstår så varm og fortroligt bejlende, samt den vemodigt vuggende finale Beth/Rest, der med sine svulstigt udflydende klange udgør et fornemt punktum.

Imidlertid må det konstateres, at de virkelig stærke sange og melodier er gået en smule tabt i bestræbelserne på at skabe så rigt orkestreret et værk som muligt - storladne arrangementer har til en vis grad erstattet debutens nedbarberede nærvær, og det er altså lidt synd.

[Gaffa]

Iron and Wine på Voxhall 5/2-2011

Så blev det tid til årets første koncert, og det blev faktisk en rigtig glimrende en af slagsen. Det var en koncert med kun få lavpunkter og nogle fantastiske højdepunkter. Iron and Wine har på de seneste 2 album haft en 70'er agtig rocklyd, hvilket også var udgangspunktet for aftenens koncert. Det betød dog også, at når der blev spillet numre fra de ældre album, så var de meget forskellige fra de oprindelige. Det led nogle af dem desværre lidt af især den ellers fremragende "Sunset Soon Forgotten". Til gengæld var der andre numre, hvor instrumenteringen virkelig gav numrene et nyt liv herunder "Free Until They Cut Me Down", "House by the Sea" og "Boy with a Coin". Derudover var "Wolves (Song Of The Shepherd's Dog)", som udviklede sig til en energisk jam-session, samt en af mine favoritter "He Lays In The Reins" ret fantastiske.

Aftenens højdepunkt var dog uden tvivl ekstranummeret, som var et magisk øjeblik. Sam Beam kom ud alene på scenen med sin akustiske guitar, og begyndte at kommunikere lidt med publikum omkring den forestående Super Bowl, og jokede med om vi ikke selv kunne finde på en tosset sport at følge med i, "like kicking a pighead around" . Herefter slog han guitaren minimalt an og sang "Flightless Bird, American Mouth" næsten ren a cappella. Et smukt øjeblik... (Jeg har vedhæftet den bedste version, som jeg kunne finde på nettet, men det lever desværre ikke rigtig op til Voxhall-versionen.)

Så selvom jeg lidt manglede at han/de spillede Jezebel og Trapeze Swinger, så var det en rigtig stor oplevelse.

Best Albums 2010

Så er det igen blevet tid til min liste over de 10 bedste plader fra 2010.


10. Kristin Hersh - Crooked

Kristin Hersh har på sit 7. soloalbum valgt en helt ny måde at udgive musik på, da den er udkommet som en bog. Man kan så downloade musikken, der hører til bogen, og nogle ekstra EPs og video og en masse andet bonusmateriale.

Musikken er meget lig hendes plader med Throwing Muses med enkelte afstikkere, og efter min mening er det en af de bedste soloplader, som hun har lavet.

9. Jónsi - Go

Sigur Rós forsangeren har på sit første soloalbum gået i en mere "poppet" og elektronisk retning i forhold til, når han er sammen med bandet. Der er dog også en nogle af sangene, der ligeså godt kunne findes på et album med Sigur Rós.

Albummet når ikke op på helt samme niveau, som de fleste af Sigur Rós's albummer, men mens vi venter på næste mesterværk fra dem, så kan sagtens bruge noget tid med denne. Desuden kan filmen Go Quiet også anbefales, hvor sangene fra albummet fremføres "stripped-down". Filmen er instrueret af Dean DeBlois, som også stod bag Sigur Rós's fantastiske film "Heima".

8. Blitzen Trapper - Destroyer of the Void

"Destroyer of the Void" er det første album, som jeg er stødt på med Blitzen Trapper. Men jeg skal helt sikkert til at finde nogle flere med dem, da de allerede har udgivet 5 album.

Inspirationskilderne er mange og deres musik er en blanding af 70'er rock og en god gedigen omgang americana, men det veksler utrolig meget mellem rock, vokalharmonier og ballader. Der er dog et nummer "Heaven and Earth" som stikker ud som et af de bedste numre, som jeg har hørt i år.

7. Lone Wolf - The Devil & I

Videre til Lone Wolf som er kunstnernavn for engelske Poul Marshall, og det er hans første plade under dette navn. Musikken er meget blandet men generelt med en melankolsk undertone. Poul Marshall har en rigtig god stemme, og gennemgående er pladen rigtig godt produceret med en meget klar lyd, hvilket man også kan høre på youtube-klippet.

Det er ikke et album, der har fået særlig megen omtale, men det ændrer sig forhåbentligt, for det er virkelig et godt album.

6. Ben Folds & Nick Hornby - Lonely Avenue

Videre til et album, som ikke har fået specielt gode anmeldelser, hvilket jeg synes er en skam. Det er et ret utraditionel samarbejde mellem en af mine favoritsanger og favoritforfatter, så jeg er måske lidt forudindtaget.

Nick Hornby har skrevet teksterne i en novelleagtig stil, og Ben Folds har efetrfølgende lavet musikken til teksterne. Det er ikke alle numre, der er lige gode pga. arbejdsformen, men der er generelt en høj kvalitet på albummet.

5. Midlake - The Courage of Others

På Midlakes tredje album har de ladet sig inspirere af den engelske folkrock fra 70'erne. Det er et album, som har modtaget meget blandet anmeldelser, hvilket jeg synes er synd. Efter "The Trials of Van Occupanther" var der nok forventning om et album, som var ligeså let tilgængelig. Det er et album, som skal høres mange gange, og selvom der ikke er en "Roscoe" (Midlake's hit fra "The Trials of Van Occupanther") på albummet, er det stadig et meget helstøbt album med næsten ene af gode numre.

Jeg har linket til sangen "Acts of Man", men jeg kunne have valgt så mange andre.

4. The Tallest Man on Earth - The Wild Hunt

Kristian Matsson (The Tallest Man on Earth) har i 2010 fået sit store gennembrud med "The Wild Hunt", og det er helt fortjent. Der er meget Bob Dylan over både musikken og især hans stemme.

Udover "The Wild Hunt" har han i 2010 også udgivet EP'en "Sometimes the Blues is Just a Passing Bird", som også er fremragende.

Jeg har linket til sangen "Love is All", som er en af mine personlige favoritter fra 2010.

3. Arcade Fire - The Suburbs

Arcade Fire's tredje album er langt mere lyttervenlig end deres forrige albums "Funeral" og "Neon Bible". Der er rigtig mange gode numre på pladen, og den kan varmt anbefales.

Musikken er mere pop/rocket end de ovennævnte, og de lyder også som om, at bandet har gjort alt for at genopfinde sig selv.

2. The National - High Violet

"High Violet" blev The National's kommercielle gennembrud, og jeg synes også, at albummet er lettere tilgængeligt end deres tidligere (ellers glimrende) albums. Men det er stadig en stor overraskelse for mig.

Musik og tekster bevæger sig stadigt indenfor det melankolske og med titler som "Terrible Love", "Sorrow" og "Afraid of Everyone", så kan det heldigvis aldrig blive et alt for mainstream band.

Og så skal jeg i øvrigt til koncert med dem i februar.

1. Eels - End Times

Det er et album, som jeg allerede har anbefalet tidligere, og det holder stadigvæk. Albummet har E indspillet i sin kælder og albummet er hovedsageligt indspillet af ham selv.

Albummet omhandler et brudt forhold og følelserne, som man sidder tilbage med efterfølgende. Det er selvfølgelig et meget deprimerende album, men der er også plads til en smule håb, og så er den også fyldt med E's galgenhumor.

Andre albums som jeg kan anbefale:
Antony & the Johnsons - Swanlights
Band of Horses - Infinite Arms
Best Coast - Crazy for You
The Black Keys - Brothers
Horse Feathers - Thistled Spring
John Grant - Queen of Denmark
Local Natives - Gorilla Manor
S. Carey - All We Grow
Sufjan Stevens - All Delighted People EP
Tim Kasher - The Game of Monogamy
Yeasayer - Odd Blood