Best Albums 2010

Så er det igen blevet tid til min liste over de 10 bedste plader fra 2010.


10. Kristin Hersh - Crooked

Kristin Hersh har på sit 7. soloalbum valgt en helt ny måde at udgive musik på, da den er udkommet som en bog. Man kan så downloade musikken, der hører til bogen, og nogle ekstra EPs og video og en masse andet bonusmateriale.

Musikken er meget lig hendes plader med Throwing Muses med enkelte afstikkere, og efter min mening er det en af de bedste soloplader, som hun har lavet.

9. Jónsi - Go

Sigur Rós forsangeren har på sit første soloalbum gået i en mere "poppet" og elektronisk retning i forhold til, når han er sammen med bandet. Der er dog også en nogle af sangene, der ligeså godt kunne findes på et album med Sigur Rós.

Albummet når ikke op på helt samme niveau, som de fleste af Sigur Rós's albummer, men mens vi venter på næste mesterværk fra dem, så kan sagtens bruge noget tid med denne. Desuden kan filmen Go Quiet også anbefales, hvor sangene fra albummet fremføres "stripped-down". Filmen er instrueret af Dean DeBlois, som også stod bag Sigur Rós's fantastiske film "Heima".

8. Blitzen Trapper - Destroyer of the Void

"Destroyer of the Void" er det første album, som jeg er stødt på med Blitzen Trapper. Men jeg skal helt sikkert til at finde nogle flere med dem, da de allerede har udgivet 5 album.

Inspirationskilderne er mange og deres musik er en blanding af 70'er rock og en god gedigen omgang americana, men det veksler utrolig meget mellem rock, vokalharmonier og ballader. Der er dog et nummer "Heaven and Earth" som stikker ud som et af de bedste numre, som jeg har hørt i år.

7. Lone Wolf - The Devil & I

Videre til Lone Wolf som er kunstnernavn for engelske Poul Marshall, og det er hans første plade under dette navn. Musikken er meget blandet men generelt med en melankolsk undertone. Poul Marshall har en rigtig god stemme, og gennemgående er pladen rigtig godt produceret med en meget klar lyd, hvilket man også kan høre på youtube-klippet.

Det er ikke et album, der har fået særlig megen omtale, men det ændrer sig forhåbentligt, for det er virkelig et godt album.

6. Ben Folds & Nick Hornby - Lonely Avenue

Videre til et album, som ikke har fået specielt gode anmeldelser, hvilket jeg synes er en skam. Det er et ret utraditionel samarbejde mellem en af mine favoritsanger og favoritforfatter, så jeg er måske lidt forudindtaget.

Nick Hornby har skrevet teksterne i en novelleagtig stil, og Ben Folds har efetrfølgende lavet musikken til teksterne. Det er ikke alle numre, der er lige gode pga. arbejdsformen, men der er generelt en høj kvalitet på albummet.

5. Midlake - The Courage of Others

På Midlakes tredje album har de ladet sig inspirere af den engelske folkrock fra 70'erne. Det er et album, som har modtaget meget blandet anmeldelser, hvilket jeg synes er synd. Efter "The Trials of Van Occupanther" var der nok forventning om et album, som var ligeså let tilgængelig. Det er et album, som skal høres mange gange, og selvom der ikke er en "Roscoe" (Midlake's hit fra "The Trials of Van Occupanther") på albummet, er det stadig et meget helstøbt album med næsten ene af gode numre.

Jeg har linket til sangen "Acts of Man", men jeg kunne have valgt så mange andre.

4. The Tallest Man on Earth - The Wild Hunt

Kristian Matsson (The Tallest Man on Earth) har i 2010 fået sit store gennembrud med "The Wild Hunt", og det er helt fortjent. Der er meget Bob Dylan over både musikken og især hans stemme.

Udover "The Wild Hunt" har han i 2010 også udgivet EP'en "Sometimes the Blues is Just a Passing Bird", som også er fremragende.

Jeg har linket til sangen "Love is All", som er en af mine personlige favoritter fra 2010.

3. Arcade Fire - The Suburbs

Arcade Fire's tredje album er langt mere lyttervenlig end deres forrige albums "Funeral" og "Neon Bible". Der er rigtig mange gode numre på pladen, og den kan varmt anbefales.

Musikken er mere pop/rocket end de ovennævnte, og de lyder også som om, at bandet har gjort alt for at genopfinde sig selv.

2. The National - High Violet

"High Violet" blev The National's kommercielle gennembrud, og jeg synes også, at albummet er lettere tilgængeligt end deres tidligere (ellers glimrende) albums. Men det er stadig en stor overraskelse for mig.

Musik og tekster bevæger sig stadigt indenfor det melankolske og med titler som "Terrible Love", "Sorrow" og "Afraid of Everyone", så kan det heldigvis aldrig blive et alt for mainstream band.

Og så skal jeg i øvrigt til koncert med dem i februar.

1. Eels - End Times

Det er et album, som jeg allerede har anbefalet tidligere, og det holder stadigvæk. Albummet har E indspillet i sin kælder og albummet er hovedsageligt indspillet af ham selv.

Albummet omhandler et brudt forhold og følelserne, som man sidder tilbage med efterfølgende. Det er selvfølgelig et meget deprimerende album, men der er også plads til en smule håb, og så er den også fyldt med E's galgenhumor.

Andre albums som jeg kan anbefale:
Antony & the Johnsons - Swanlights
Band of Horses - Infinite Arms
Best Coast - Crazy for You
The Black Keys - Brothers
Horse Feathers - Thistled Spring
John Grant - Queen of Denmark
Local Natives - Gorilla Manor
S. Carey - All We Grow
Sufjan Stevens - All Delighted People EP
Tim Kasher - The Game of Monogamy
Yeasayer - Odd Blood

OK Go

Jeg er faldet over bandet OK Go, og deres fantastiske one-take musikvideoer. Jeg ved ikke rigtigt, om musikken er lige mig, men videoerne tror jeg aldrig bliver kedelige.

Det hele startede med videoen til "This Too Shall Pass":

Herefter kom så videoen til "White Knuckles":

Og til sidst videoen til "Here It Goes Again":

They shoot music - Don't they

Jeg er faldet over denne musik-side, hvor der er nogle glimrende live-optagelser fra specielle lokationer. Det er fyldt med upcoming-bands og singer/songwriter alle indenfor den "alternative" musikgenre. Det er også rart at se at der er lavet flere optagelser med danske bands.

Jeg har lige udvalgt nogle få, men der er heldigvis nok at gå i gang med.

James Yorkston


Willard Grant Conspiracy


Efterklang

Eels - End Times

Min favoritplade fra 2010 er indtil videre Eels's "End Times". Pladen har E indspillet i sin kælder og albummet er hovedsageligt indspillet af ham selv. Selv om Eels har et imponerende bagkatalog, så står denne for mig som hans bedste.

Pladen omhandler et brudt forhold og følelserne, som man sidder tilbage med efterfølgende. Det er selvfølgelig en meget deprimerende plade, men der er også plads til en smule håb, og så er den også fyldt med E's galgenhumor.

Jeg har udvalgt tre stærke numre - især On my feet - som er det sidste nummer på pladen.