Nu er det igen blevet tid til et tilbagekig på året der gik. Der har igen været rigtig mange gode albums, og det har været rigtig svært at finde 10 albums, der skildte sig ud, men jeg har alligevel prøvet.
Udover de 10 albums vil jeg gerne fremhæve følgende fra 2012:
Alabama Shakes - Boys & Girls
Anais Mitchell - Young man in America
Andrew Bird - Break it yourself
Chris Robinson Brotherhood - Big moon ritual
Japandroids - Celebration rock
Sharon van Etten - Tramp
Simone Felice - Simone Felice
The Walkmen - Heaven
10. Dry the river - Shallow bed
Debutalbummet fra engelske Dry the river er et udemærket album. Musikken kan beskrives som pompøs folk-rock. Så hvis man kan lide bands som the Waterboys, Shearwater og Broken Records, så vil man helt sikkert også kunne lide dette album.
Jeg vil gerne fremhæve numrene "Animal skins", "Weights & measures" og "Lion's den".
9. Mark Eitzel - Don't be a stranger
Dette er Mark Eitzel's 11. soloalbums, og det er helt sikkert et af de bedste siden den fremragende "West" fra 1997. Han har dog også udgivet andre fremragende albums som frontfigur for American Music Club "Love songs for patriots" og "The golden age" i mellemtiden.
Musikken er selvfølgelig stadig sørgmodig, men knap så eksperimenterende, som det har været på nogle af hans seneste soloalbums. Dette klæder virkelig hans stemme, og jeg vil gerne fremhæve numrene "I love you but you're dead", "Lament for Bobo the clown" og "We all have to find our own way out". Og så glæder jeg mig rigtig meget til at skulle se ham spille live i januar.
8. Sigur Rós - Valtari
Hvis der skulle være nogle faste læsere af denne blog, så kan det ikke komme som den store overraskelse, at der også lige er blevet plads til Sigur Rós på denne liste. Med "Valtari" er Sigur Rós gået i en helt anden retning end deres forrige "Með suð í eyrum við spilum endalaust", hvor musikken til tider var poppet. På "Valtari" er der lange instrumentale passager, og den ligger sig derfor på flere måder op af nogle af deres tidligere albums.
Det er svært at fremhæve nogle af numrene på albummet, da det egentlig skal høres som et helt album. Men "Varúð" er helt fantastisk nummer.
7. The tallest man on earth - There's no leaving now
Det tredje album fra The tallest man on earth er endnu et glimrende album fra svenskeren Kristian Matsson. Han er blevet sammenlignet med Bob Dylan både pga musikken men nok mest af alt hans særegen stemme, som ligger tæt op af legenden. På dette album synes jeg dog, at han formår at frigøre sig fra sammenligningen samtidig med, at albummet er meget mere varieret end hans tidligere.
Jeg har valgt titelnummeret fra albummet, som er det bedste fra albummet, men det er også lidt atypisk for resten. Ellers kan jeg anbefale nummerene "1904" og "On every page".
6. The Shins - Port of morrow
Det er 5 år siden sidste album fra the Shins, som efterhånden er blevet et soloprojekt for James Mercer, da samtlige medlemmer er blevet udskiftet siden den fremragende "Wincing the night away". James Mercer har i mellemtiden arbejdet sammen med den kendte producer Danger Mouse under navnet "Broken Bells", men er heldigvis tilbage igen under navnet the Shins.
"Port of morrow" er knap så eksperimenterende som de tidligere albums, men som altid er det fyldt med glimrende numre og gennemført høj kvalitet. Jeg vil fremhæve "Simple song", "40 mark strasse" og "No way down".
5. Bowerbirds - The Clearing
Dette er det tredje album fra indie-folk gruppen Bowerbirds, og det er absolut det bedste af dem.
Jeg vil anbefale numrene "Tuck the darkness in" og "This year", men ellers er det generelt bare et fremragende album.
4. Lambchop - Mr. M
I 2012 udkom der også et nyt album fra Lambchop. Lambchop har altid været et af mine favoritbands siden deres album "Is a woman".
Lambchops musik har ikke gennemgået nogen stor forvandling siden denne. Musikken er stadig en tilbagelænet form for blanding mellem country og jazz, centreret om Kurt Wagner stemme. Det er nok det album, som jeg har hørt mest i år, da det også er glimrende baggrundsmusik.
Jeg vil fremhæve numrene "2B2", "Gone tomorrow" og "Kind of".
3. Jack White - Blunderbuss
Jeg har aldrig været den helt store tilhænger af Jack White, men da jeg skulle lave denne liste, kunne jeg ikke komme udenom hans nyeste album "Blunderbuss".
Jeg vil fremhæve numrene "Missing pieces", "Love interruption" og "Hypocritical kiss".
2. The XX - Coexist
The XX udgav i 2009 deres debutalbum "XX", som var et af mine favoritalbums det år. Jeg var meget i tvivl om, om bandet var i stand til at leve op til deres debut. Men bandet formåede at leve op til dette og samtidig også forbedre det.
Musikken er stadig helt sin egen, minimalistisk bygget op omkring Romy Madley Croft og Oliver Sims fantastiske vokalduetter.
Jeg vil fremhæve numrene "Angels", "Sunset" og "Missing".
1. Grizzly Bear - Shields
Som tidligere nævnt på denne blog, så var det svært at komme uden om Grizzly Bear, da jeg skulle kåre årets bedste album. Det er simpelthen et fremragende album. Det er lykkedes Grizzly Bear at finde den helt rigtige balance mellem at være eksperimenterende og så samtidig at have øre for den gode popsang. Det er et album, der kræver rigtig mange gennemlytninger, før man påskønner hele albummet.
Jeg vil gerne fremhæve numrene "Sleeping ute", "Yet again", "Gun-shy" og "Sun in your eyes".
Et forsigtigt bud på årets bedste album kunne være Grizzly Bear's "Shields". Jeg er stor tilhænger af bandets forrige album "Veckatimest", men det nye album virker mere helstøbt, og der er sågar nogle af sangene, som har hitpotentiale. Så hvis man er til skramlende popsange med fine vokalharmonier, så er dette et glimrende album. Herunder ses den fremragende "Yet Again", og ellers er der andre fantastiske sange som "Sleeping Ute", "Gun-shy" og "Sun in Your Eyes" på albummet.
Endelig er der nyt fra et af mine favoritbands. Det er efterhånden 13 år siden, at bandet sidst udgav et helt album. Heldigvis har Ben Folds udgivet en del soloalbums undervejs, men jeg har savnet den mere rockede lyd, som de skabte sammen. Jeg har hørt deres nye album igennem nogle gange nu - det når ikke op på "Whatever and Ever Amen"-niveau, men mindre kan altså også gøre det.
Hvis man er stor tilhænger af Ben Folds Five eller fragglerne (!) så er der et glimrende nummer fra det nye album her!
Her følger en kort anmeldelse af de vigtiste koncerter.
Torsdag:
Thurston Moore (4/6)
Fantastisk at se Thurston Moore spille, vride, hive og smadre sin guitar igennem en times tid, men jeg ville have ønsket, at der havde været mere fokus på hans glimrende plade "Demolished thoughts". Men de to akustiske guitar, som var sat frem på scenen, blev ikke rørt under hele koncerten -så de overlevede denne gang ;)
Mark Lanegan Band (5/6)
Mark Lanegan var som forventet en stor oplevelse. Fantastisk stemme og flot bakket op af et velspillende band. Især guitaristen imponerede mig. Der var mest fokus på hans nyeste plade, men der var også plads til nogle ældre sange. Højdepunktet var "One way street".
The Black Keys (6/6)
Fremragende koncert, som beviste, at the Black Keys er et af de bedste rockbands på nuværende tidspunkt. Bandet formåede at overføre energien fra sangene til publikum på fornemste vis. Selv da bandet spillede nogle af de ældre og "ukendte" sange mistede de aldrig grebet om publikum.
Fredag:
War on Drugs (4/6)
Dejligt møde med et meget sympatisk band, som selv om klokken kun var 13 virkelig nød at spille. Så jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg kommer til at høre dem.
Afghan Whigs (4/6)
Et af mine favoritbands fra 1990'erne som fornyligt er blevet gendannet. Koncerten blev i starten ødelagt af en elendig lyd. Heldigvis blev lyden bedre undervejs. Spilleglæden var dog stor ved bandet.
Wilco (5/6)
Min anden koncert med Wilco og eneste anke var, at koncerten var alt for kort. Det blev kun til lidt over en time. Men bandet virkede i topform, og så formåede Nels Cline, at spille sin solo i Impossible Germany smukkere end jeg nogensinde har hørt den før.
Feist (4/6)
Jeg gik lidt til og fra koncerten, så måske ikke helt fair overfor Feist. Højdepunkt var da Jeff Tweedy kom ind og spillede Wilco-sangen You and I sammen med Feist.
Bon Iver (6/6)
Bon Iver's koncert var helt sikkert min største oplevelse på festivalen og måske een af mine største koncertoplevelser nogensinde. Der var mange højdepunkter, men at solen gik ned undervejs, mens bandet spillede Holocene var det største.
Lørdag
Mogwai (5/6)
God koncert fra Mogwai med en rigtig god lyd. Igen kunne man godt have klaret en ½ time eller mere sammen med bandet.
Så er jeg begyndt at tælle ned til festivalen, som starter torsdag. Her er en god lille opvarmning til koncerten med The Black Keys fra den igangværende Lollapalooza Festival.
Så fik jeg endelig taget mig sammen til at komme afsted til Way Out West-festivalen i Göteborg. Igen i år ser programmet rigtigt spændende ud med blandt andre The Afghan Whigs, Best Coast, The Black Keys, Bon Iver, Blur, Feist, Mark Lanegan, Mogwai og Wilco, som jeg alle ser frem til at høre.
Jeg er nu godt i gang med at sætte mig ind i nogle af de andre artister, der kommer på festivalen. Indtil videre bliver der nok også sat et kryds ud for Ane Brun bl.a. takket være dette fantastiske covernummer af Built to Spill's "I Would Hurt A Fly", men resten af hendes plade "It All Starts With One" lyder også rigtig godt.
Her er Ane Brun's version samt Built to Spill's.
