tirsdag, december 23, 2014

Best Albums 2014

Så er det igen blevet tid til at lave en årsliste over bedste musikalbums. Det har været svært igen i år lige pånær de to øverste på listen. Der var andre rigtig gode, som der ikke blev plads til, herunder albums fra Real Estate, Hurray for the Riff Raff, Tweedy, Future Islands og mange flere. Derudover er der stadig en del albums, som har fået gode anmeldelser, som jeg ikke rigtig har fået hørt endnu. Måske der kommer nogle tilføjelser i de kommende måneder.


10. Broken Twin - May
Jeg har på dette års liste valgt at lægge ud med et dansk album, og det er vist første gang, at et dansk album er kommet på min liste. Om det lige er årets tiende bedste album er måske lidt højt, men det får lige nogle ekstra plusser, fordi det er dansk. Det er også svært ikke at blive imponeret af Broken Twin (Majke Voss Romme), når der er tale om et debutalbum. Albummet er et fængende album fyldt med tristesse, og det bliver båret frem af MVR's  fantastiske vokal, som lyder meget ældre, end den egentlig er.

Hvis jeg skal fremhæve nogle sange "Roam", "In Dreams" og "If Pilots go to Heaven".

Gaffas anmeldelse af Broken Twin - May




9. Simone Felice - Strangers
Simone Felice har i 2014 udgivet sit andet soloalbum. Jeg var ret begejstret for hans første soloudgivelse, og det andet album følger flot op på denne. Simone Felice har tidligere også udgivet musik sammen med sine brødre i The Felice Brothers og også i bandet The Duke & The King. Musikken ligger tættere op ad The Duke & The King's americana-blanding med 70'er rock, og det er primært bygget op omkring Simone Felice's følelsesfulde vokal.

De bedste numre fra albummet er "If you go to LA", "Running Through my Head" og "Our Lady of the Gun".

The Telegraphs anmeldelse af Simone Felice - Strangers





8. Wild Beasts - Present Tense
Wild Beasts udgav med Present Tense deres fjerde studiealbum og i mine øjne også deres hidtil bedste. Indtil deres nyeste udgivelse har jeg ikke været særligt imponeret af deres tidligere udgivelser, selvom de har været anmelderroste især i England. Dette ændrede sig dog, med deres nyeste album, da det er utroligt fængende. Det er især de stærke vokale præstationer med skiftevis Tom Flemings baryton og Hayden Thorpes falset og samklangen imellem disse, og så musikken der underbygger dem så glimrende. Musikken har en fin 80'er-agtig lyd og er primært bygget op omkring synthesizer, men det er holdt meget simpelt.

Hvis jeg skal fremhæve nogle af sangene så må det uden tvivl være åbningsnummeret "Wanderlust", samt "A Dog's Life" og den smukke "Pregnant Pause".

Undertoners anmeldelse af Wild Beasts - Present Tense




7. Beck - Morning Phase
Efter en 6 års lang pause fra udgivelse af musik i eget navn udgav Beck i 2014 sit 12. studiealbum "Morning Phase". Det blev af mange kaldt "Sea Change 2" med reference til et af Beck's bedste albums, og der er da også mange ligheder med det 12 år gamle album rent stemningsmæssigt. Der er dog arbejdet lidt mere med arrangementerne på "Morning Phase" i forhold til "Sea Change" (som jeg husker det). Under alle omstændigheder er det et rigtig godt album.

Jeg vil fremhæve sangene "Turn Away", "Morning" og "Don't Let it go".

Gaffas anmeldelse af Beck - Morning Phase





6. The Delines - Colfax 
Sangskriver og forfatter Willy Vlautin har i 2014 udgivet et nyt album sammen med gruppen the Delines. Jeg er stor fan af Richmond Fontaine, hvor Willy Vlautin er sangskriver og sanger. I the Delines har han taget et skridt tilbage, og sangene bliver sunget af Amy Boone fra the Damnations, som jeg ikke rigtigt kender. Musikken er meget lig Richmond Fontaine, og det samme er tekstuniverset. Men Amy Boone er en glimrende sanger, og albummet er faktisk på højde med udgivelserne fra Richmond Fontaine. Så jeg kan varmt anbefale dette album.

Hvis jeg skulle udvælge nogle numre, så kunne det være "The Oil Rigs at Night", "He Told Her the City Was Killing Him" og "State Line".

The Line of Best Fit's anmeldelse af The Delines - Colfax




5. Elbow - The Take Off and Landing of Everything
Elbow udgav med "The Take Off and Landing of Everything" deres sjette album. Albummet er alle steder beskrevet som omhandlende Elbows og forsangeren Guy Garveys 40-års krise, og det har åbenbart været det, der skulle til for, at jeg kunne falde for deres musik. Det er en utrolig flot plade, hvor der ikke er en skabelon med vers og efterfølgende omkvæd, som skal udfyldes, men derimod en plade, hvor sangene for lov til at udfolde sig.

Jeg vil gerne fremhæve numrene "This Blue World", "Real Life (Angel)" og den mesterlige "My Sad Captains", som også må være på min liste over de aller bedste numre fra 2014, hvis jeg skulle lave en.

Soundvenues anmeldelse af Elbow - The Take Off and Landing of Everything




4. Damon Albarn - Everyday Robots

Damorn Albarn har i 2014 udgivet sit første album under eget navn. Albummet er en blanding af elektroniske beats og mere traditionelle instrumenter og så med Damorn Albarns vokal. Det er blevet til et rigtig fint vellydende album, som virker meget tilbagelænet og uden de store armbevægelser.

Hvis jeg skal fremhæve nogle numre må det være titelnummeret "Everyday Robots", "The Selfish Giant" og den fantastiske "Hostiles"

Undertoners anmeldelse af Damon Albarn - Everyday Robots




3. Conor Oberst - Upside Down Mountain
Conor Oberst har efterhånden udgivet utallig antal af albums under forskellige kunstnernavne. Conor Oberst/Bright Eyes, som er et af hans andre projekter, får altid meget blandede modtagelse af anmelderne, og det samme gælder Upside Down Mountain. Men efter min vurdering så er Upside Down Mountain et af de bedste albums, som han har udgivet. Det er en rigtig singer/songwriter album, med mange fine sange herunder "Double Life", Night at the Lake Unknown" og "Desert Island Questionnaire".

Gaffas anmeldelse af Conor Oberst - Upside Down Mountain




2. Sharon van Etten - Are We There
Sharon Van Etten har med sit fjerde album lavet i mine øjne et fantastisk album, og det har da også fået rigtige mange gode anmeldelser. Mange er teksterne leder tilbage til en periode, hvor hun var involveret i et voldeligt forhold med en tidligere kæreste. Især sangen "Your Love Is Killing Me" er meget beskrivende, og som lytter er det svært ikke at blive grebet af denne og resten albummet. Det er et album, som simpelthen vokser på mig for hver gang jeg hører den, så jeg kan give den min varmeste anbefalinger.

"Your Love Is Killing Me", "You Know Me Well" og  "Break Me" er nogle af de fremtrædende sange fra albummet.

Undertoners anmeldelse af Sharon van Etten - Are We There




1. The War on Drugs - Lost in the Dream
Dette års bedste album har uden tvivl været The War on Drugs "Lost in the Dream". Albummet er opstået på baggrund af forsangeren og sangskriver Adam Granduciel's psykiske nedtur efter afslutningen af bandet forrige turné og et parforhold, der gik i stykker. Sangene bærer meget præg af dette, og der er sange, som er meget rørende som "Suffering" og "In reverse". Samtidig er der nogle fantastiske rocksange på albummet som fx "An Ocean in Between the Waves" og "Red Eyes".

Der er i mine øjne tale om en rockklassiker, og det er et album, som jeg aldrig bliver træt af.

Soundvenues anmeldelse af The War on Drugs - Lost in the Dream




tirsdag, december 02, 2014

November 2014

Årslister 2014
Så er de første årslister ved at dukke op rundt omkring på diverse musiksider. Min årsliste afventer lige den sidste måned. Jeg skal lige have hørt en del af de "ukendte" albums, der dukker op på listerne. Jeg kan dog se, at der nok vil være en del gengangere. Jeg kan anbefale følgende lister indtil videre:

No Depression: Readers Poll
American Songwriter
Pastemagazine
Stereogum


Efterklang - The Last Concert
For ca. et år siden annoncerede Efterklang, at de ville stoppe, og det hele skulle afsluttes med en koncert "The Last Concert". Der er blev lavet en video af dele af koncerten optaget af Vincent Moon, og den er indtil videre lagt op på youtube. Det er et fint gennemgang af bandets katalog, og der er flere af de "tidligere medlemmer", som optræder til koncerten. Det har heldigvis senere vist sig, at det ikke helt var ovre med Efterklang endnu. De giver en række koncerter i Danmark under navnet Liima sammen med finske percussionist Tatu Rönkkö. Det bliver spændende i hvilken retning dette ret unikke danske band vil bevæge sig i fremover. Jeg glæder mig ihvertfald til at høre dem den 30. januar på Atlas. Samtidig er jeg faldet over en video fra starten af bandets karriere.






The Decemberists - What a Terrible World, What a Beautiful World
Så er der nyt på vej med the Decemberists. Albummet "What a Terrible World, What a Beautiful World" bliver udgivet den 19. januar, og der er allerede et fint singleudspil med en underholdende musikvideo. 




Father John Misty - I Love you, Honeybear
Så er der også snart nyt fra J. Tillman under kunstnernavnet "Father John Misty". Jeg var stor tilhænger af J. Tillman, da han udgav albums under sit eget navn. I starten var du kun centreret omkring en akustisk guitar og hans fantastiske stemme. Efterfølgende har det taget en drejning overimod en nærmest 70'er-agtig lyd. J. Tillman optrådte fornylig hos David Letterman med en sang fra hans nye album. Her er vi ovre i en stil, der ligger tæt op af Warren Zevon, og samtidig med et glimt i øjet. Albummet bliver udgivet i februar.

fredag, oktober 31, 2014

Oktober 2014

Cat Power - Live
Efter en oktobermåned med to glimrende koncerter med The Antlers og The War on Drugs, så kommer Cat Power forbi Voxhall den 1. november. Koncerten med Cat Power bliver min første med hende. Jeg har været stor tilhænger af hendes tidlige arbejde især hendes album "You Are Free" og "The Covers Record". Hendes seneste albums har ikke fænget mig så nær så meget. Koncerten skulle være en solokoncert, og det passer mig egentligt fint.

Soundvenue har givet et bud på hendes 10 bedste sange. Min helt egen personlige favorit er sangen "Wild is the Wind", som ikke er på listen. Sangen er godt nok en coversang, men den er intet mindre end magisk.




Iron and Wine - Live
Iron and Wine kommer forbi Voxhall den 13. november. Jeg så ham tilbage i 2011, men denne gang spiller Sam Beam solo. Det kan næsten ikke undgå at blive en fantastisk aften. Jeg har fundet en rigtig fin video fra NPR's serie Tiny Desk Concert. Der er iøvrigt rigtig mange fine "koncerter" på Tiny Desk Concert, og der er rig mulighed for at opdage nogle nye navne.




TV on the Radio - Seeds
Den 19. november udkommer TV on the Radio med et nyt album "Seeds", som er deres femte album. TV on the Radio er et rigtigt spændende band, og jeg kan varmt anbefale deres tidligere udgivelser. Indtil den udkommer kan man høre den første single.




Northside 2015
Så var det også i dag at de fem første navne blev afsløret til Northside 2015. The Black Keys, Interpol, José González, John Grant og Mø. Både The Black Keys og John Grant er glimrende live, og Interpol og José González vil jeg rigtig gerne høre live, så det er en lovende start.

søndag, oktober 05, 2014

September 2014

Broken Twin - Live
Broken Twin har i 2014 udgivet sit debutalbum "May", hvilket jeg har hørt en del gange, og det er efter min mening en af bedste danske udgivelser i år. Jeg havde derfor også store forventninger til koncerten på Atlas den 20. september 2014. Disse blev på alle måder indfriet. Man kan ikke undgå at blive draget og rørt af den stemningsmættede musik og med den perfekte lyd, der var den aften på Atlas, så blev det en rigtig god koncert. Nedenunder er der link til Broken Twins nylige koncert på Politikens Boghallen.

Broken Twin - Live i Politikens Boghallen 




Ryan Adams - Ryan Adams
Som jeg tidligere har været inde på så skulle Ryan Adams udgive et nyt album i september. I den forbindelse er det så væltet ind med liveoptrædener på de forskellige amerikanske talkshows. Jeg har linket til 2 nedenunder. Albummet er iøvrigt, som altid når det er Ryan Adams af rigtig høj kvalitet.






Tweedy - Sukierae
Et andet album, som jeg har omtalt tidligere, udkom også i september. Albummet har fået meget blandede anmeldelser. Jeg har hørt det nogle gange efterhånden, og jeg må indrømme, at jeg faktisk rigtig godt kan lide det. Jeg er dog også enig med de anmeldelser, som mener, at albummet skulle have været noget kortere end de 20 numre på i alt 72 minutter. Men der er rigtig mange rigtig gode sange på albummet som fx "Diamond Light Pt. 1", "New Moon" og den fremragende "Nobody Dies Anymore". Nedenunder er der et link til den underholdende video til nummeret "Low Key".




The War on Drugs og The Antlers - Live
I oktober skal jeg til koncert på Voxhall med The War on Drugs og The Antlers. Jeg glæder mig rigtig meget. Som opvarmning kan man jo læse denne artikel om The War on Drugs eller høre the Antlers.





Jason Molina
Til sidst så er jeg i den seneste måned stødt på 2 glimrende artikler om Jason Molina. Den ene artikel er i forbindelse med 10 års jubilæet for albummet "Magnolia Electric Co." og den anden er en flot hyldest fra Chicagoreader.com.


mandag, september 01, 2014

Juli og August 2014

Neko Case - Live
Så blev det tid til en lille opdatering på bloggen igen. Den seneste måned har musikalsk budt på 4 koncerter med Bill Callahan, Neko Case, Jonathan Wilson og Sun Kil Moon. Den bedste koncert var i mine øjne Neko Case, som var helt fantastisk. Især den smukke Calling Cards fra hendes seneste album.




King Creosote - From Scotland With Love
King Creosote er kunstnernavnet for Kenny Anderson, og han har netop udgivet opfølgeren til hans fantastiske album Diamond Mine, som blev til i samarbejde med Jon Hopkins. From Scotland With Love er egentlig et soundtrack til en film, som blev lavet i forbindelse med de fornyligt afholdte Commonwealth Games i Skotland. Albummet fungerer dog glimrende som et album i sig selv. The Guardian har lavet en fin lille intro til albummet her. Jeg har udvalgt to sang fra albummet.






Tweedy - Sukierae
Wilco har i 2014 holdt en midlertidig pause, hvilket Jeff Tweedy har brugt på at producere albums for andre kunstnere, men han har også fundet tid til at lave et album sammen med hans søn. Jeg er spændt på om det kan holde det samme høje niveau som Wilco udgivelserne. Albummet Sukierae bliver udgivet den 16. september. Første single fra albummet kan ses her.  Iøvrigt har Consequence of sound lavet en fin liste med de 15 bedste "Jeff Tweedy-sange" udenfor Wilco, og der er et spændende interview med Jeff Tweedy på Grantland.




Bedhead - Bedhead: 1992-1998
Der bliver også lige tid til månedens reissue. Bedhead var et amerikansk band fra 1992-1998, som var med til at definere genren "Slowcore" op igennem 90'erne. De nåede at udgive tre albums, og de bliver nu genudgivet sammen med singler og EP'er. Indtil videre bliver den samlede pakke kun udgivet i USA hos Numero Group, så det bliver ret dyrt at bestille den til Danmark, så jeg ved ikke, om jeg lige får investeret i den. Men under alle omstændigheder er det et glimrende band, og her er et dejligt genlyt med dem.


onsdag, juli 02, 2014

Juni 2014

Så er det første halvår af 2014 gået, hvilket jo medfører, at der allerede er kommet en del lister over bedste et eller andet på de forskellige musikblogs.
Som fx:
50 bedste albums
20 bedste albums
8 oversete albums



Joe Henry - Invisible Hour
Joe Henry har i juni udgivet sit 13. studiealbum, og der er ikke meget nyt i forhold til hans tidligere udgivelser. Han gør det fantastisk godt med hans blanding af country, folk, soul og jazz, at man simpelthen ikke må snyde sig selv at høre ham. "Invisible Hour" er et godt sted at starte og ellers kan jeg varmt anbefale et af mine favoritalbums "Civilians".




Ryan Adams - Gimme Something Good
Efter en for ham usædvanlig lang pause er Ryan Adams tilbage med et nyt album i september. Han har netop udgivet sin første single fra albummet. At dømme ud fra denne er der tale om en tilbagevenden til en mere rocket lyd. Som altid glæder jeg mig utrolig meget til at høre nyt fra ham.


Strand of Oaks - JM
Efter at have læst et indlæg på http://bloggersbychoice.dk/ blev jeg lige opmærksom på dette fremragende nummer fra Strand of Oaks. Sangen er en hyldest til Jason Molina, som døde for lidt over et år siden, og som jeg tidligere har lavet et lille indlæg om. Det er et ret fedt nummer - minder mig utrolig meget om Dinosaur Jr. Så frem med luftguitaren...


søndag, juni 01, 2014

Maj 2014

The Black Keys - Turn Blue
The Black Keys nyeste album er virkelig et jeg har set frem til. Deres 2 forrige albums Brothers og El Camino var på ingen måder nyskabende, men derimod helt igennem fremragende rockalbums med catchy guitarriffs. Deres nyeste album er anderledes og på mange måder mere eksperimenterende. Så jeg tror, at jeg lige skal have hørt det noget mere, før jeg vil komme med min endelige dom. Men her er det glimrende første singleudspil "Fever" fra Turn Blue.





Sharon Van Etten - Are We There
Sharon Van Etten har i maj måned udgivet "Are We There", som er opfølgeren til hendes store gennembrud "Tramp". Jeg stødte første gang på hende, da hun opvarmede for the National til en koncert i 2011. Dette gjorde hun udemærket, men det var først med udgivelsen af Tramp, at jeg rigtig fik øjnene op for hende. Hendes nyeste album er knap så rå og rocket som forgængeren, men indtil videre virker det som et godt album, og det har da også fået ganske gode anmeldelser.




The Delines - Colfax Avenue
Sangskriver og forfatter Willy Vlautin har fornylig udgivet et nyt album sammen med gruppen the Delines. Jeg er stor fan af Richmond Fontaine,  hvor Willy Vlautin er sangskriver og sanger, og deres version af alternativ country. I the Delines har han taget et skridt tilbage, og sangene bliver sunget af en Amy Boone fra the Damnations, som jeg ikke rigtigt kender. Musikken er meget lig Richmond Fontaine, og det samme er tekstuniverset. Men Amy Boone er en glimrende sanger, og albummet er faktisk på højde med udgivelserne fra Richmond Fontaine. Så jeg kan varmt anbefale dette album.





Damien Jurado - Live
Den 28. maj 2014 var jeg til koncert med Damien Jurado på Atlas i Århus. Damien Jurado udgav i foråret 2014 albummet "Brothers and Sisters of the Eternal Sun", som jeg skrevet om tidligere. Dette var hans første koncert på hans europa-turné i forbindelse med dette album. Damien Jurado optrådte alene, og det var derfor også nogle anderledes versioner af sangene end på studie-albummet. Koncerten var rigtig god, og de nye sange blev efter min mening bedre af den sparsomme instrumentering. Mine personlige højdepunkter var dog stadig, når han spillede nogle af de ældre sange som eksempelvis den fantastiske "Ohio".  


lørdag, maj 03, 2014

April 2014

Eels - The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett
Det er altid spændende, hvad et nyt album med Eels byder på. Oftest behøver man kun at høre en enkelt sang fra et Eeels album for at vide i hvilken retning E har valgt at gå. Single forløberen "Mistakes of My Youth" gav en tydelig indikation om, hvad albummet ville bringe.  Albummet har mest tilfælles med de tidligere Eels albums "End Times" og "Blinking Lights ...", som også er mine favoritter i hans bagkatalog.  Efter nogen gennemlytninger kan jeg varmt anbefale hans seneste udspil.





Future Islands - Singles
Future Islands har i 2014 udgivet deres fjerde album, og har med "Singles" fået deres helt store gennembrud måske allermest takket være deres tv-optræden hos David Letterman, med den fremragende sang "Seasons (Waiting for you)" men også fantastiske/morsomme optræden af forsanger Samuel Herring. Albummet er dog generelt af høj kvalitet, og et rigtig fint pop-album.






Slint - Spiderland
Slints "Spiderland" er en af den alternative rocks vigtigste udgivelser. Albummet er netop blevet genudgivet i et boxset. Albummet blev udgivet i 1991, og det var en inspiration for især post-rocken/post-hardcore genrerne, som opstod op igennem 1990'erne. Min personlige favorit fra albummet er "Washer". I boxsettet er der samtidig en dokumentar om bandet "Breadcrumb Trail".








Elliott Smith - Heaven Adores You
Det er efterhånden lidt over 10 år siden at Elliott Smith tog sit eget liv, og musikverdenen mistede en af de helt store singer/songwriter i mine øjne. Den 5. maj får en ny dokumentar om Elliott Smith premiere. Nedenfor er der en trailer for filmen. Som det er beskrevet på Consequence of sound:
"Directed by Nickolas Rossi, the film is the first of its kind to feature Smith’s music and will include interviews with his closest friends and colleagues, such as his sister Ashley, ex-girlfriend and collaborator Joanna Bolme, Jon Brion, Neil Gust, Larry Crane, Rob Schnapf, and many more. It will also feature unreleased songs, personal pictures, and rare footage."

Jeg håber, at denne dokumentar vil medføre, at flere får øjnene op for Elliott Smith's musik.




mandag, marts 31, 2014

Marts 2014

Så er det blevet tid til et par ord om nogen af de bedste udgivelser fra marts måned.


The War on Drugs - Lost in the Dream
The War on Drugs er vel et af de mest hypede amerikanske rockbands lige i øjeblikket, og dette er ganske fortjent. De har netop udgivet deres tredje album, og det er bestemt et lyt værd. Det er svært at finde musikalske referencer til at beskrive musikken udover selvfølgelig Kurt Vile, som var med til at starte bandet op, før han efterfølgende fokuserede på sin solokarriere. Det er et meget homogent album, hvor det er svært at fremhæve enkelte numre.



Jeg var selv så heldig at se dem på festivalen Way Out West for 2 år siden, og her beviste de, at de også var et glimrende liveband. Hvis man har lyst til at høre dem live, så kan en af deres koncerter downloades her:
The War on Drugs Live


Wild Beasts - Present Tense
Det engelske band Wild Beasts har netop udgivet deres 4. album. Det er også et band, som har fået mange roser for deres tidligere udgivelser. Jeg har dog aldrig set det store i dem, så jeg havde ikke de store forventninger, da jeg skulle høre deres nyeste album. Min skepsis blev dog hurtigt manet til jorden, og jeg må indrømme, at dette album bliver et af årets bedste. Så det kan varmt anbefales.




Simone Felice - Strangers
Så har Simone Felice også udgivet sit andet soloalbum. Jeg var rigtig positiv overfor hans første album. Det andet album er indtil videre også ganske glimrende.

Albummet kan streames her.




The Antlers - Familiars
Og så er der kommet en dejligt forsmag på The Antlers nye album. Albummet udgives i juni


lørdag, marts 01, 2014

Februar 2014

Beck - Morning Phase
Februar 2014 blev så måneden hvor Beck's længeventede næste album blev udgivet. Det blev til en pause på 6 år. Albummet har fået meget fine anmeldelser, og jeg kan tilslutte mig dem. Det er et fremragende album, og allerede nu helt sikkert en kandidat til årets album.

Her er en fin lille gennemgang af Beck og albummet fra the Guardian.



Angel Olsen - Burn Your Fire For No Witness
Et andet album som også udkom i februar var Angel Olsen's Burn Your Fire For No Witness. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har set hendes navn tidligere, men aldrig hørt hendes musik før. Men hendes nyeste album er ganske glimrende med enkelte helt fantastiske numre - især afslutningsnummeret Windows.

Hvis man vil lære hende lidt bedre at kende, så har hun været på besøg ved NPR - Tiny Desk Concert. Det er i øvrigt en glimrende måde at opdage musik på eller høre versioner, som er ændret en del i forhold til albumindspilninger.




Chris Eckman - Harney County
Og så vil jeg også lige gøre opmærksom på dette album, som udkom tilbage i december. Chris Eckman var sammen med Carla Torgerson frontfigurerne i the Walkabouts, som var et af mine favoritbands i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne. Harney County er endnu et soloudspil, og det er samme stil som hans tidligere udgivelser. Den kan varmt anbefales!





De efterladte - Live
I aften er det så tid til årets første koncert, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg skal høre De efterladte for første gang på, og det er på Brændpunktet i Viborg.



Koncerten bliver den første i en fin række af koncerter i marts:
8/3-2014: Cody på Turbinen
13/3-2014: Midlake på Voxhall
14/4-2014: John Grant på Voxhall

fredag, januar 31, 2014

Januar 2014

Januar har været en god start på musikåret, og der er allerede kommet et par spændende plader, som fortjener et par ord med på vejen.


Damien Jurado - Brothers and Sisters of the Eternal Son
Damien Jurado har jeg altid haft et godt øre til, og han har netop udgivet sit 13. studiealbum. Hans sange har udviklet sig meget siden debuten, hvor der var tale om meget minimalistisk tilgang til musikken - ofte med een akustisk guitar som eneste instrument. DJ nyeste udgivelse er meget anderledes, og selv om den kræver nogle gennemlytninger for at fænge rigtigt, så tror jeg, at det bliver et af de bedre albums i 2014.

Albummet kan streames hos NPR

Jeg kan varmt anbefale "Bonus sange" fra pladen, som kan høres på Spotify. Her kan man høre en del af sangene i en mere stripped down version, som klæder dem meget som fx på Jericho Road.






Mogwai - Rave Tapes
Mogwai har netop udgivet sit 8. album, og det er rigtig godt. Der er en del elektroniske elementer på pladen, men det lyder stadig meget som klassisk Mogwai, hvilket er en god ting.

Albummet kan streames her.




S.Carey - Range of Light
Så er der kommet et lille forsmag på S. Carey's nye album, som udkommer 1. april. Han er måske mest kendt fra at være trommeslager mm i Bon Iver, men han har allerede udgivet et album tidligere i eget navn. Det første nummer fra det nye album er i stil med hans tidligere album, som jeg syntes var rigtig godt. Lyt selv!




Uncle Tupelo - No depression
Så er der også godt nyt til alle os, der er vild med country rock/alternative country/americana. Uncle Tupelo's klassiske album No Depression er blevet genudgivet med en masse bonusmateriale.



mandag, januar 13, 2014

Jason Isbell / Neko Case at Austin City Limits

Mit nytårsforsæt var at begynde og "blogge" lidt mere om musik - nu må vi se om det lykkedes. I første omgang er her en liveoptræden med 2 kunstnere, som lavede nogle af de bedste plader i det forgangne år. Jeg var selv så heldig at være til koncert med Jason Isbell (og Amanda Shires på violin). Det var en forrygende oplevelse. Her kan han så ses sammen med 400 Unit.